Fall of Episteme er et band fra Danmark, der udgiver deres debutalbum med samme navn. Imidlertid består FoE af meget erfarne musikere. Bandet blev dannet i 2015, da Søren Foged vendte tilbage til Danmark efter at have boet i Afrika i årevis. Denne Foged spillede i prog-bandet Atlantis i 1980'erne. Flemming Kragh (keys) og Kent Esklidsen (bas) var også aktive i dette band og sluttede sig til FoE. Oprindeligt blev sange fra Atlantis spillet nye udgaver, men senere arbejdede de også på nyt materiale. På grund af personlige forhold forlod Foged bandet i 2017. Arbejdet med debut-cd'en fortsatte med en ny bassist. Bandet består også af trommeslager Rune, søn af guitaristen Kent. Sanger Rune Moeller Nielsen er trænet i kirkesang og klassisk sang. Efter min mening giver han virkelig musikken fra FoE noget ekstra. Som indflydelse på deres musik nævner FoE store prog-navne som Saga, Pink Floyd, Camel, Dream Theater og Marillion. Når jeg lytter til deres musik, tænker jeg hovedsageligt på bands, der laver tilgængelig neoprog, for eksempel Chandelier. Eller Arena, men mindre intens. Da keyboards hovedsageligt er i forgrunden, og guitarerne er mere understøttende, er en sammenligning med This Winther Machine efter min mening passende. Solid. Tilgængelig. Godt spillet. Symfonisk. Åbningsnummeret Love Will Stay er et godt eksempel på dette. Dejligt tempo, sangorienteret og symfonisk. Hvad der især er slående, er den smukke vokal fra Rune Moeller Nielsen, der passer meget godt til denne musik. Det næste nummer Experience Oblige starter med et smukt stykke på klaver. Med det får du virkelig nummeret tilbage. Det tredje nummer, Accelerator, er langt det svageste på dette album. Det lyder meget en-dimensionelt, og det ikke ret originale kor gentages indtil slutningen ... "Pump up the volume" ... På et tidspunkt ved jeg det og er virkelig nødt til at holde tilbage for ikke at skrue ned. Punchline er også en meget tilgængelig sang, men det fængende kor er lettere at fordøje. Den bedste sang er den lange Invisible Crusader. En meget flot åbning med keyboards af Flemming Kragh Pedersen, en smuk struktur, og igen skiller Moeller Nielsens vokal sig ud på en positiv måde. På femten minutter viser FoE, at de kan lave fremragende symfonisk rock, og jeg hører nogle af kvaliteterne fra deres musikalske forbilleder. Med Guiding Star ender denne CD ganske sentimentalt med en rigtig tåreperser. Nu er FoE ikke det eneste neoprogband, der gør sådan noget, Pendragon giver også der en hjælpende hånd, men jeg savner den ægte følelse i musikken. På grund af musikernes hørbare håndværk forbliver FoE på rigtige side af linjen. Dette skyldes hovedsagelig Moeller Nielsens vokal og Kragh Pedersens keys. I sig selv laver FoE symfonisk rock, der er ret fyldig, men alt for ofte synes jeg, det er for klicheagtigt. Jeg savner eventyret og originaliteten i musikken. Bandet spiller meget sikkert. Efter min mening ville bandet gøre det godt med at træde mindre ad de sædvanlige stier, at forlade soliditeten lidt og søge efter mere eventyr.