Det progressive, som kommer fra nord, det kender vi: Talløse bands fra Sverige, fra Norge, fra Finland har bragt os meget lys. Men hvad med Danmark?
Jeg gik gennemgik endda serien af artiklerne ”Hvert land har sin neo”, som Dr. Prog (alias Gilles Arend) har skrevet i PR 40 til 46 hen imod 2005, og fandt intet spor af danske bands. Nå, men her er et og det har charme (jeg kan lide det).
Dannelsen af FALL OF EPISTEME går tilbage til 2015 foranlediget af to musikere (bassisten Søren Foged og keyboardspilleren Flemming Pedersen), der havde spillet sammen i 80’erne i et band fra den danske progressive scene kaldet Atlantis. Resultatet: En kvintet med den traditionelle sammensætning vokal-guitar-bas-keyboards-trommer. Indflydelserne: Saga, Pink Floyd, Tangerine Dream og Marillion. De karakteriserer deres musik som ”storslået, stimulerende, iørefaldende og melodisk” (sic).
Det starter ret stærkt med Love Will Stay: Fyldige guitarer i Gary Chandler-stil (Jadis) eller Uwe D’rose (Landmarq), digitale keyboards (ikke mellotron!). Sangen er nogle gange lidt begrænset i rækkevidden (det er ikke længere unge mennesker), heldigvis kun for dette ene nummer, og vi ender med at blive båret væk på resten af albummet.
Det indeholder seks numre, inklusiv, prog forpligter, en Invisible Crusader, der udfolder sine femten minutter over en række melodier og stemninger blandet med rytmeskift og med en start (usædvanlig for denne stil) på akustisk klaver.
Jeg kan godt lide at “være” en smule neo fra tid til anden, selv om at jeg, bortset fra, IQ, Jadis og Landmarq ikke er specielt fan af genren (især da vi under navnet “neo” undertiden har tendens til at placere, hvad der ikke kan klassificeres andetsteds, det vil sige, undertiden alt og alle).
For en gangs skyld er jeg faldet for det, for dette er et meget godt album.
Tom Charlier