Der er også prog i Danmark … Ja, fordi Fall Of Episteme (FoE) blev dannet i 2015 i Danmark på initiativ af bassisten Søren Foged, der fik selskab af trommeslager Rune B. Eskildsen, guitarist Kent B. Eskildsen og sanger Rune M. Nielsen. Nogle af dem kom fra et andet progband, Atlantis, som allerede var aktiv i 1980’erne, selvom de aldrig udgav et album. Det var næsten automatisk at bruge (besøge) nogle af de gamle Atlantis-kompositioner (som andre er blevet tilføjet) til at integrere FoE-repertoiret. Efter Foged forlod gruppen blev bandets line-up afsluttet med Jan Juel på bas og Flemming Kragh Pedersen på keyboard.
Langt fra den melankolske atmosfære fra mange svenske eller norske bands er lyden af FoE i stedet solrig, melodisk, luftig, tættere derfor på den angelsaksiske nye prog med noget strejf – faktisk faktisk – i metal (trend for mange bands i dag) og i AOR. Resultatet, for elskere af genren, er tilfredsstillende, og de seks sange i ca. en times samlede varighed lyttes med glæde. Sammenfattende er referencerne fra de fem danskere Gilmourian Floyd, oprindelsens pendragon, jadierne, de polske collager og andre.
De to mest spændende stykker er den lange “Experience oblige” og “Invisible crusader” -serien. Den første åbner med de sarte toner på klaveret, der vækker os til at støtte Nielsens stemme i det første vers. Pedersens kraftige synths tilføjes for at danne et konstant lydtæppe, hvorpå en diskret og aldrig overfyldt rytme hviler. Vokalistens smertefulde fortolkning passer godt til værkets atmosfære, der vinder terræn med et overbevisende refrain.
Der er ingen mangel på indsigtsfulde indgreb fra Eskildsens elektriske med god melodisk smag. Kort sagt uden at overdrive det er det pakkede stykke bestemt på et niveau. Endnu bedre “Invisible crusader”, en ægte triumf af kraftige tastaturer, kompleks dynamik, men samtidig brugbar og med øjeblikkeligt mindeværdige refræng. Af de fire tilbageværende kompositioner er tre længere end otte minutter ("Love will stay", "Accelerator" og "Punchline") og følger input fra de to længere sange: et dejligt slag, gode fængende melodier, nogle radiovenlige stænk, romantiske guitarer og mousserende tastaturer. Kort sagt, en velsmagende lyd for elskere af nyt prog af kvalitet. Han lukker dette debutalbum "Guiding star", næsten seks minutter, med et mere roligt tempo (bortset fra slutningen ...) og en "lighter on" ... Ikke dårligt alligevel.
Hvert år kommer der snesevis og snesevis af nye prog-værker ... Smuk, grim, middelmådig, anonym ... Debatten for det danske band falder bestemt i den første type ... selvom uden nyheder eller chok ... men det er sommetider okay.